
”El Sueño de Amado” Garnacha, 2018
”El Sueño de Amado” Garnacha, 2018
Byens Vinhandel, Esbjerg
Stormgade 2
6700 Esbjerg
Denmark


Ligesom vinen, Ángel, så knytter der sig også en anekdote til denne vin, som også er produceret 100% på Garnacha.
Den 15. juni 1918 blev grundlæggerne af Ilurce, Amador (oftest kaldt Amado) og Julia gift. Efter høsten tog de på bryllupsrejse omkring Valencia, da de havde hørt, at mange studerende blev undervist i ønologi i byen, Requena. De var begge meget opsatte og overbeviste om, at en af deres kommende børn en dag ville tage en sådan spændende uddannelse. Med sig hjem fra ferien medbragte de forskellige lokale druesorter. I september 1918 blev disse Garnacha-beskæringer fra bryllupsrejsen podet på vinstokke. Det er fra denne 4,5 hektarer parcel, Cabezorroyo, i 600 meters højde, at denne ”bryllupsrejse-garnacha” kommer fra. Første udgave af vinen var årgang 2014.
De håndplukkede druer anbringes i 250 kilos kasser, som straks anbringes i en kølebil. Druerne køres til vineriet, hvor de komme i temperaturkontrollerede tanke ved 4° til 6 ° C. Her ligger vinen i en uges tid (kold maceration) for at udtrække maksimal farve og smag.
Efter endt gæring kommes vinen i franske egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Den malolaktiske gæring foregår også i fadene.
Trods alderen, så er vinen stadig utrolig tæt i farven. Der er masser af intense bærtoner og fadnoter i duften. Kompleks i smagen, hvor den mørke frugt sparres flot med krydderier som nelliker, kanel og vanilje.
Man mærker overhovedet ikke vinens alder trykke. Der er stadig masser af power og tyngde, som sagtens matcher de tunge okse-, lam- og vildtretter.
-Og husk den gode sauce!